Vandreruten GR221 løber langs Mallorcas Tramuntana-bjergkæde med 140 kilometers fantastisk bjergvandring i 1200-meter høje storslåede bjerge, gennem hyggelige små bjergbyer med kaffe på torvet, tapas på middagstallerkenen og fine huse bygget i natursten og tegl.
Samtidig er det også en vandring i et kulturlandskab med terrasselandbrug, stendiger, olivenlunde, små plantager med citrustræer og vandring ad gamle brolagte æselstier, som forbinder de små bjerglandsbyer.
Vi har overnattet på bjergrefugier, hvor man bor på sovesal med andre vandrere, og hvor man kan få serveret solide måltider tilberedt til sultne bjergfolk. Det betød at vi kunne tilbagelægge en 140 km bjergrute med en dagstursrygsæk med bare fem kilo på ryggen, samtidig med at vi kunne nyde komforten ved at sove indendørs, komme i bad hver dag og ikke mindst sætte tænderne i lækre tapas i de små bjergbyer.
 |
Vores tur startede i Palma, hvor byens katedral ligger smukt placeret ved Middelhavet |
 |
I sidste halvdel af november er det ren luksus at kunne sidde udendørs på caféerne om aftenen |
 |
Palmas katedral er også smuk om aftenen, når den er oplyst |
 |
Vores vandretur på GR221 starter i den hyggelige og maleriske by Pollenca |
 |
Vi lader op til morgendagens vandring med tapas og rødvin |
 |
Vandringen ud af Pollenca starter med et par kilometers
relativt flad vandring inden vi når bjergkædens fod |
 |
Stien går gennem skov, hvor geder og får render frit |
 |
En stor del af GR221 følger gamle brolagte bjergstier,
der er betrådt af tusindvis af æselhove og fodsåler i historiens løb |
 |
Vandløbene forceres på trædesten |
 |
Efter en dags bjergvandring når vi frem til klosteret i Lluc, som er vores logi for natten |
 |
Vi besøger klosterkirken i Lluc |
 |
Når vandreproviant fuldstændigt overgår sig selv...
I klosteret i Lluc er der indrettet restaurant i munkenes gamle spisesal |
 |
En stor del af Mallorcas Tramuntana-bjergkæde er skovklædt |
 |
Langs ruten ligger mange minder fra tidligere tider -
her en hytte som folk boede i, når de var i skoven for at brænde kul |
 |
Elsa beundrer en snegrube. I gamle dage samlede man vinterens sne i
gigantiske snegruber, så man kunne bruge det til nedkøling af fødevarer om sommeren.
Sneen var så værdifuld at den var bevogtet af vagter |
 |
Skoven åbner op til frie udsigter |
 |
Ruiner i bjergene |
 |
Middelhavet ligger langt under os og vi er højt over trægrænsen |
 |
Vi bevæger os mange højdemeter op og ned af bjergene hver dag |
 |
Den nordlige del af ruten er rigtigt godt markeret,
mens den sydlige del endnu ikke er fuldt udbygget |
 |
Ruten baserer sig på bjergstier fra gamle dage, der møjsommeligt er opbygget i sten |
 |
Mange steder langs ruten møder vi får |
 |
Vi spejder efter refugiet |
 |
Endeligt fremme ved det hyggelige Tossals Verde refugie |
 |
Refugierne er rustikke stenbygninger med åbent ildsted og solid mad på tallerkenen |
 |
Bjergene er vilde og uberørte |
 |
I det stenede bjergpas er der spændt kæder ud,
man kan holde i, når man klatrer op og ned |
 |
Stendiger og terrasser hele vejen op ad bjergsiden.
Sikke et arbejde det har været at drive landbrug her |
 |
Vi nærmer os Soller, og citrusplantager byder os velkommen til lavlandet |
 |
Muleta-refugiet er indrettet i hærens gamle telegrafstation |
 |
Et blik på Port de Soller oppe fra vandrestierne |
 |
I den hyggelige bjergby Soller kører den gamle sporvogn stadig i gaderne |
 |
Vi holdt en hviledag i Soller, hvor vi hyggede
os med kaffe på byens hyggelige caféer |
Se også del 2 af vores vandring på GR221.