Vi har været på 4 dages fantastisk
vandretur på Fulufjeldet, Sveriges sydligste fjeldområde, og
hjemsted for Sveriges højeste vandfald og verdens ældste træ på
9500 år. 4 mere perfekte oktober-dage er svære at finde - her har
været sol og blå himmel alle dage, og fjeldet har været i gyldne
rustrøde og rødbrune farver med de sidste blåbær som blå pletter
midt i farveorgiet.
Vores vandretur tog os først til
Njupeskär, kæmpen blandt Sveriges vandfald med hele 97 meters
kaskader af vand. Herefter gik jagten ind på verdens ældste træ -
vi havde fået en forklaring fra en naturvejleder i hvordan vi skulle
finde det, men uden skiltning trampede vi frem og tilbage over fjeldet
sammen med et par fra Taiwan, som vi havde mødt på vandrestierne,
før vi endeligt fandt det. Hvis man ikke vidste bedre skulle man
ikke tro at den visne pind af et grantræ, som langt om længe
dukkede op foran vores øjne, var jordens ældste skabning.
Fulufjeldets nationalpark har et
netværk af utroligt fine selvbetjeningshytter, og det har vi
benyttet os af til alle overnatningerne, hvilket også har betydet at
vi har haft brændeovn og køkkenfaciliteter og kunne få æg, bacon
og pandebagt brød til morgenmad de første to morgener. Derefter
slap disse luksusgoder op, og turen må herefter betegnes som en
overlevelsestur.
Vi har haft sol dagen lang alle dage,
så Elsa afsluttede årets badesæson med et dyp i en iskold fjeldsø
- faktisk havde den et tyndt lag is langs den ene bred, og hylet
kunne høres vidt omkring.
Vi har set en del ryper på fjeldet,
men der er ikke rener i denne nationalpark - det har så til gengæld
resulteret i at rensdyrlavet nærmest vokser som ukrudt. Man går
rundt i gigantiske hvide puder af rensdyrlav, nærmest som to små
nisser i en kæmpe juledekoration. I vores mangel på kendskab til
mosser og lavs navngivning har vi selv navngivet flere arter, fx:
Blomkålslav, nissemandsskæg, parabolantenne-lav, marsmænds-ører
og mini-træer-mos.
 |
Njupeskär, Sveriges højeste vandfald |
 |
97 meters brusebad vælter ned fra fjeldet |
 |
Verdens ældste træ - hvis man ikke vidste bedre, ville man ikke tillægge denne visne pind titlen som verdens ældste |
 |
Vi benytter os af nationalparkens fine hytter og har adgang til køkkenfaciliteter. Rasmus er i gang med en pulver-æggekage |
 |
Blåbærene er .....røde |
 |
Perfekt oktobervejr |
 |
Der tankes op med iskoldt kildevand |
 |
Pauser skal der til...og dem blev der mange af i det skønne vejr |
 |
Blikket vendt mod Norges fjelde |
 |
Ambitiøse varde-byggere har været på spil, så stien er nem at følge |
 |
Hvilken herlig udsigt |
 |
Solen er fremme og der er mokka i kopperne |
 |
Rasmus er i gang med brændesavning ved en af de utroligt fine hytter |
 |
Oktober eftermiddagssol og bare arme |
 |
Selvom man er på tur kan man vel godt få morgenkaffe på sengen |
 |
Efterårsfarver |