fredag den 25. september 2015

Höga Kusten – til lands, til vands og i luften

Höga Kusten er Sverige dramatiske kystlinje højt mod nord. Området er udset til Unesco verdensarvsområde, for intet andet sted har landskabet formet sig så dramatisk efter de store issmeltninger efter sidste istid. Her er bjerge, øer, skove, grotter og klipper og utroligt smukt alle vegne.
Vi har udforsket nationalparken med vandrestøvler på fødderne, og har set stejle kløfter (kendt fra Ronja Røverdatter-filmen), grotter, skov og sandstrande. Og nydt udsigten fra de røde klipper højt hævet over øhavet.
Kajakkerne har været i vandet på en 5-dags tur rundt mellem øerne. Det er en drøm at padle i dette farvand, hvor der er masser af øde øer, stejle klipper,  lange sandstrande, og næsten ingen mennesker. Vi har overnattet på drømme-lejrpladser, den ene med en meget fin sauna, plukket blåbær og hindbær, fisket, badet og set sæler og ørne.
Tilslut fik Elsa klatreudstyret i brug på Skuleberget, hvor hun gik tre Via Ferrata ruter til Skulebergets top, den sidste en meget eksponeret rute, hvor man har følelsen af at hænge på en lodret væg, og med udsigt ud over øerne.

Fra teltet havde vi udsigt til den flotteste fuldmåne

Lej med månen

Vandreturen i Skuleskovens nationalpark tog os højt op til de flotteste udsigter

Skuleskoven gemmer på store fælder med klapper-sten som er et levn fra tiden efter istiden

søndag den 20. september 2015

Telemarkspadleren

Vi har haft nogle fantastiske dage som deltagere i Telemarkspadleren 2015 – en fed oplevelse at ligge i startfeltet sammen med 160 andre kajakker og kanoer i de smukke omgivelser blandt søer og fjelde. Løbet er for alle: Ivrige konkurrencemennesker og folk der bare vil have en skøn dag på vandet, hvilket også afspejler sig i mangfoldigheden af både, der stiller op: Her er deltagere i lette kapkajakker, havkajakker, kanoer og alt hvad der ligger midt i mellem.
Lørdagen var selve kajakløbet, mens der om søndagen var hyggepadling på elven – og grundet den meget forhøjede vandstand efter sidste uges oversvømmelser kunne vi få en helt usædvanlig kajakoplevelse: At padle rundt i en skulpturpark, som jo normalt skal opleves til fods.
Læs mere om løbet på: http://www.telemarkspadlern.no/